Sanktioner, godtgørelse og klageadgang (artikel 14–17, 23 og 24)

Hvad sker der, hvis reglerne ikke overholdes? Direktivet sætter både hvad en lønmodtager kan kræve, og hvad medlemsstaterne mindst skal stille op med. Det er værd at skille tingene ad - erstatning, retsmidler og sanktioner er ikke det samme - og at notere, at direktivet ikke selv sætter noget bødebeløb.

Klageadgang (artikel 14)

En lønmodtager skal kunne håndhæve sine ligelønsrettigheder ved domstolene, og adgangen skal være let tilgængelig - også efter at ansættelsesforholdet er ophørt. Klageadgangen forsvinder altså ikke, fordi man har skiftet job.

Hvem kan føre sagen (artikel 15)

Foreninger, ligebehandlingsorganer og lønmodtagernes repræsentanter kan handle på vegne af eller til støtte for en lønmodtager - med vedkommendes godkendelse. Det betyder, at den enkelte ikke nødvendigvis står alene med en sag. (Bemærk: det er artikel 15, der giver denne adgang - ikke artikel 17, der handler om andre retsmidler.)

Ret til erstatning - uden loft (artikel 16)

En lønmodtager, der er blevet forskelsbehandlet, har ret til fuld erstatning eller godtgørelse. Det omfatter bl.a. fuld efterbetaling af løn med tilhørende bonusser eller naturalydelser, erstatning for tabte muligheder, godtgørelse for ikke-økonomisk skade og renter af skyldige beløb. Det afgørende: der er intet loft - artikel 16, stk. 4, fastslår, at erstatningen eller godtgørelsen ikke må begrænses af en på forhånd fastsat øvre grænse.

Andre retsmidler (artikel 17)

Ud over erstatning kan domstole og myndigheder anvende andre retsmidler: et påbud om at bringe overtrædelsen til ophør, påbud om at sikre overholdelse, og tvangsbøder (løbende tvangsbøder, der lægger pres på, indtil noget bliver bragt i orden). Det er noget andet end en straf for det skete - det er midler til at få adfærden ændret fremadrettet.

Sanktioner: et gulv, men intet beløb (artikel 23)

Om sanktioner sætter direktivet kun et minimum: de skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning, og de skal omfatte bøder fastsat efter national ret. Direktivet kræver desuden særlige sanktioner ved gentagne overtrædelser, og skærpende omstændigheder kan inddrages - herunder intersektionel forskelsbehandling (artikel 23, stk. 3).

Det vigtige at slå fast: direktivet angiver intet kronebeløb. Enhver påstand om en bestemt bødestørrelse “efter direktivet” er forkert - beløbene fastsætter medlemsstaterne.

Offentlige kontrakter (artikel 24)

Økonomiske aktører skal overholde ligelønsforpligtelserne, når de udfører offentlige kontrakter. Ordregivende myndigheder kan udelukke en aktør, der viser manglende åbenhed eller en uforklaret lønforskel på mere end 5 % i en medarbejdergruppe. Det er en mulighed knyttet til udbudsreglerne - ikke en automatisk udelukkelse og ikke en bøde efter artikel 23.

I det danske udkast: godtgørelse, ikke nye bøder

Det danske lovudkast indfører ingen nye bøder. Den eneste strafbestemmelse er den bevarede § 6 b (“straffes med bøde”), hvis henvisninger blot opdateres. De nye pligter er understøttet af godtgørelse (foreslået §§ 2–3, herunder en selvstændig godtgørelse efter § 3, stk. 5 for brud på oplysningsforpligtelser, selv uden et påvist løngab) og af den omvendte bevisbyrde - ikke af bøder. Der er ikke fastsat noget kronebeløb. Det er udkast, ikke gældende lov - se Den danske gennemførelse og Omvendt bevisbyrde.